Fænomenet, som vi nu kalder stress, er faktisk et nyttigt og meget vigtigt system til bevarelse af menneskeliv. Om en tid, hvor mange trusler var af fysisk karakter og der hurtigt kunne opstå eksistentielle fornødenheder (nemlig overleve eller dø) det var meget vigtigt for mennesket, at han reagerer på en bestemt måde på en krisesituation.
Hvis for eksempel en af vores forfædre i menneskehedens tidlige dage, som stort set havde samme fysiske stressreaktion, som vi har i dag, mødte en dyrefjende, det var meget vigtigt for ham, at han skiftede sine fysiske reaktioner til kamp eller flugt. Kroppens energier blev opsamlet og bundtet, at gøre dem tilgængelige for musklerne, som kunne vise sig nyttig til at flygte eller kæmpe.
Reaktionerne, det gav mening i en krise i en tid som denne, er ret nemme: det vegetative nervesystem aktiveres, fordøjelsen lukker ned, og musklerne bliver spændte. Frigivelsen af adrenalin gør den menneskelige krop mere effektiv og muliggør den, bedre klare fysiske konfrontationer.
For eksempel, hvis en repræsentant for vores art i menneskehedens tidlige historie stødte på et rovdyr, som truede hans liv, han kunne bruge stressreaktionen i dette møde til at præstere bedre og dermed øge sin chance for at flygte eller vinde kampen.
Dette gør en evolutionær viden om denne reaktion meget nyttig. Problemet, som vi skal forholde os til i dag, er den simple kendsgerning, at denne reaktion for det meste ikke længere er passende i dagens verden. Problemer, som vi bliver konfronteret med i vores hverdag som regel ikke længere truer vores liv, men normalt kun visse følelser eller i bedste fald vores økonomi. Vores krop kender dog ikke denne forskel, fordi udviklingen går meget langsommere, som menneskeheden udviklede sig - vores genetiske sammensætning, der er ansvarlige for opbygningen af vores krop og dermed dens funktion havde i ca 100.000 Flere år, hvori vores art består, ingen chance, at tilpasse sig de nye udfordringer.
Stress er således en evolutionær anakronisme, hvilket skyldes den hurtige og særlige udvikling af vores art.
Når et dyr skal forholde sig til en så hurtig og fundamental ændring i sit levested, som mennesket har gjort gennem de sidste årtusinder, det vil højst sandsynligt dø ud. Mennesker er på den anden side meget godt i stand til at tilpasse sig sådanne miljøer på grund af deres sociale og intellektuelle præstationer, som ikke længere har meget til fælles med det fysiske niveau af vores eksistens – det er faktisk utænkeligt for vores krop, at vi tjener vores levebrød for eksempel ved at designe tøj eller producere ståldragere, fordi disse produkter ikke har noget at gøre med vores direkte kropslige behov. Men mennesket som helhed er normalt i stand til at tilpasse sig sådanne ændringer ganske godt, netop fordi han udover sine fysiske reaktioner også bringer et mentalt niveau med sig, hvilket er meget fleksibelt. Derfor er den uhensigtsmæssige reaktion "stress" ikke en trussel mod vores art, fordi vores evne til at tilpasse sig er langt større end nogen anden art.
Alligevel lider vi af upassende og ikke længere passende fysiske reaktioner, fordi de opvejes af vores muligheder for kompensation, men kan ikke fortrydes.
Et godt eksempel på sådan en reaktion er fx udover stress, smerter. Mennesker har bestemt de mentale evner, anerkende farer for deres kroppe, uden at dette behøver at være ledsaget af smerte – vi kunne bestemt fatte det gennem psykologiske læreprocesser, at en varm kogeplade ikke er det rigtige sted for vores hånd, selvom vi ikke følte nogen smerte. At vi alligevel gør det, er også baseret på en evolution, som slet ikke kan fatte omfanget af en persons mentale kapacitet - så der er en lang række fysiske reaktioner, som i dag virker malplacerede og næppe giver mening.