I dag er en anden, men ikke mindre falsk billede af ulven i omløb. For mange romantisksindede samtidige er det den sidste rest af en intakt vildmark. Utallige bøger, Film og plakater formidler et billede af ulveflokken som den ideelle familie, af hanulven som den hengivne far og hunulven som den perfekte mor.
Igen, det handler ikke om ulven selv, men blot et af de mange forvrængede billeder i vores hoveder. Han er ikke den sidste helt i en fortabt vildmark, ej heller vores undergang, hverken djævle eller tåber. Alle disse ideer er altid kun forbundet med den menneskelige situation. De har dog ikke meget med selve ulven at gøre.
Ulvens fremtid afhænger af os. Hvis vi accepterer ham på den måde, som han virkelig er – ikke et uproblematisk dyr og alligevel dygtigt, at bo hos os -, så kan han komme tilbage. Hvis vi fortsætter med at frygte og hade ham, han har ingen chance. Så vores billede af ham afgør hans skæbne.
Først i de sidste par årtier har vi takket være megen forskning i ulvens økologi og adfærd fået et realistisk billede af den. Derefter er ulven, som enhver anden dyreart, med sin kropsform, hans sanser, tilpasset miljøet så meget som muligt i forhold til dets "sprog" og dets adfærd. Faktisk er det en særdeles fleksibel altædende og storvildtjæger.
Fordi vi mennesker engang levede på samme måde, han er meget tæt på os. Vi tæmmede ham og adopterede ham som en hund. Samtidig frygter vi ham dog som konkurrent og fjende. Det er dilemmaet med ulven: dens position mellem vores kultur og dens natur. Så han kan fastholde denne position på længere sigt, vi skal endelig lære, at se ham uden fordomme. Han er et fascinerende dyr. Han kan give os problemer, men vi bliver meget fattigere, når han ikke er mere.