Havefritid - en del af livet
Når det kommer til fritidsaktiviteter, fylder havearbejdet meget. Denne tendens vil fortsætte i de kommende år, især i storbyer, byer og industriområder, holde op.
Starten på kolonihavebevægelsen var præget af den hastige vækst i byerne i 19. udløst århundrede. Som et resultat af industrialiseringen begyndte en massiv migration af landbefolkningen til byerne i midten af forrige århundrede. De dårlige levevilkår i lyset- og luftfattige bagbygninger, i kælderlejligheder og lejemål gør ønsket om en selvdyrket havegrund forståeligt. At modvirke de sociale behov, dukkede op i første halvdel af 19. Århundredes såkaldte fattighaver. I år 1832 blev oprettet på grundlag af en anmodning til Leipzig byrådsmedlem Dr. Seeburg i den østlige forstad til Leipzig, den såkaldte Johannistal, en have, hvilket hurtigt blev fulgt op af flere ønsker om en have. See-burgs Plan war en, at regulere etableringen af haver ensartet og generøst. Byrådet godkendte Seeburgs plan. Skabt på kort tid 86 haver. Disse var forløberne for kolonihavebevægelsen.
Den intellektuelle fader til Schreber-foreningsbevægelsen var Leipzig-lægen D.G. Schreber (1808-1861). Han beskæftigede sig primært med anlæg af legepladser og idrætspladser for unge såvel som for voksne. Skolelederen E. J. husskilt (1808-1868) omsætte Schrebers ideer i praksis. Han grundlagde 1864 den første Schreberverein og lagde 1865 i Leipzig den første “Schreberplatz” en, en legeplads. Den egentlige grundlægger af kolonihaver var dog Leipzig-læreren Gesell. Det omgav en legeplads med senge til børnene, fordi han forventede meget af havearbejdet ud fra et uddannelsesmæssigt synspunkt. Men hans håb blev ikke opfyldt. Så blev 1869 omdannet børnenes bede til familiebede og til sidst til familiehaver. I år 1870 den første kolonihave blev anlagt i Leipzig 326 medlemmer.
Samtidig med kolonihavebevægelsen i Leipzig startede Laubenkolonie-bevægelsen i Berlin. Byens administration udlejede havejord til almindelige lejere. Grundene var i første omgang 300 til 350 m2 stor. Lejemålet og jordspekulationen hæmmede dog den positive udvikling af haverne. At lejerne ikke havde nogen rettigheder i forhold til de almene lejere og fremadskridende udvikling muliggjorde ofte kortvarige opsigelser. Som et resultat aftog interessen for at bruge haven; kolonihavebevægelsen faldt i vanry. Det 1910 stiftede “Central Union of Workers- og kolonihaveforeninger” stod op imod det almindelige forpagtersystem og jordspekulation.
I nødens tider, under 1. Verdenskrig, i de økonomiske krisers tid og i inflationsårene samt under og efter Anden Verdenskrig voksede arealet til kolonihaver med stormskridt, men kolonikolonierne var dårligt organiserede.
I vores samfund er kolonihavebevægelsen, aktiviteten i haven overhovedet, få en helt anden betydning. Haver dyrkes ikke længere på grund af materielle behov, men brugen af haver har udviklet sig til en uundværlig del af kulturlivet. Arbejdet i haven er blevet et reelt behov for millioner af arbejdende mennesker i vores land. Gennem gartneriet, millioner af interesserede borgere finder glæde og afslapning i avl og intellektuel-kulturelle fritidsaktiviteter. Dette bidrager væsentligt til reproduktionen af arbejdskraft. Haven fremmer også samfundslivet inden for et haveafsnit, det formidler en følelse af tryghed og lokale bånd og skaber et helt nyt forhold mellem menneske og natur.